Kristen kontemplativ tradition er den del af kristendommens åndelige arv, der lægger vægt på stilhed, bøn, nærvær og fordybet opmærksomhed på Gud. Ordet kontemplation betyder at skue, betragte eller være nærværende for det, som er dybere end det umiddelbart synlige.
I den kristne tradition handler kontemplation ikke først og fremmest om at opnå særlige oplevelser, men om at åbne sig for Guds nærvær og lade sig forme af kærlighed, tillid og overgivelse. Hvor den mundtlige bøn ofte bruger ord, tanker og formuleringer, søger den kontemplative bøn mere mod stilhed, lytten og hvile i Gud.
Traditionen har rødder i Bibelens bønsliv, i ørkenfædrene og -mødrene, i klostertraditionen og hos mystikere som for eksempel Benedikt af Nursia, Johannes af Korset, Teresa af Ávila, Meister Eckhart og Julian af Norwich. Den findes både i østkirkelig praksis, som Jesusbønnen og hesykasmen, og i vestkirkelige former som lectio divina, stilhedsbøn, centrerende bøn og retrætepraksis.
Kernen i den kristne kontemplative tradition kan beskrives som en bevægelse fra ydre aktivitet til indre opmærksomhed: at blive stille, lytte, give slip på selvoptagethed og lade Guds nærvær blive mere virkeligt i hverdagen. Den kontemplative vej er derfor ikke en flugt fra verden, men en måde at leve mere vågent, nænsomt og kærligt i verden på.
I forbindelse med åndelig vejledning og medvandring kan den kontemplative tradition bidrage med en dyb respekt for stilhed, langsomhed og lytten. Vejlederen eller medvandreren hjælper ikke blot med at finde svar, men med at skabe rum for, at mennesket kan høre, hvad der allerede bevæger sig i dybet af livet, samvittigheden og troen.
