Dyrkningssteder

HAVEN ved Eremitagen i Ålum

Eremitagens have er beliggende Gl. Viborgvej 403 i Ålum.

Kontaktperson Peder Poulsen, mobil 2043 6732, mail farmen@farmen.info.

Her dyrker vi ikke en mark eller en perfekt have, men forsøger os med små levende tegn på omsorg, bæredygtighed og fællesskab.

Vi har seks højbede med urter, bønner, jordbær, spinat, kål og rabarber. Langs den lodrette væg ind mod naboen mod øst klatrer ærter og bønner og venter på at solen tipper over og lyser på dem, og i kapillærkasser vokser tomaterne frem sommeren igennem. Rundt langs terrassen står der 15 kartoffelspande med nye kartofler på vej op af jorden.

Det er småt, eksperimenterende og menneskeligt. Vi deler erfaringer, glæder, frø, idéer og måske også lidt ukrudt og fejltagelser undervejs. Vi ved for eksempel om et sted, hvor man kan hente hestemøg helt gratis.

Vi er med i Dyrkningssteder i Nørreådalen for at have samvær og samvirke med andre mennesker der søger inspiration fra andre til mere nærhed med jorden, årstiderne og det fælles liv. Vi tror på, at selv små grønne initiativer kan skabe livsglæde, ansvarlighed og forbindelse mellem områdets borgere.

Vi er glade for at der er plads til en køn plante som os, der er nybegyndere og er klar til at lære af mere erfarne dyrkere.

Vi har fået hjælp undervejs til at arrangere os af Solveig Grønborg. Hun træder gerne til og øser af sin erfaring kvit og frit. Vores næsten nabo, Solskin, har givet os tomatplanter og Søren Kruse i Hou Haven kom med flere bønner end vi har kvadratmeter til. Jo, vi er sammen om det. 😊

HAVEN ved Eremitagen i Ålum – Livsklang

En platform for mennesker der vil vokse i samklang

livsklang.nu