Christian Egander Skovs reflektioner om ‘The Odyssey’
-
Christian Egander Skovs reflektioner om ‘The Odyssey’
21. jul. 2026 kl. 19.11
»The Odyssey« er en afsløring af os selv: Vores civilisation er på vej i graven
Christopher Nolans storfilm »The Odyssey« er ikke bare flot, den er en fortælling om vores egen tid og om nostalgien som drivkraft i menneskets liv.
Engang var vi bundet sammen af regler og fornuft. Den verden er fortid, skriver Christian Egander Skov. Arkivfoto: Søren Bidstrup
Det var diskussionen om wokeisme, der dominerede billedet, da nyhedsstumper og billeder fra Christopher Nolans nye storfilm »The Odyssey« begyndte at dukke op.
Kunne man have en sort skuespillerinde til at spille Helena? Og kunne man have en transkønnet til at spille en af Odysseus’ mænd?
Efter filmen udkom forleden har kritikken været entydigt positiv, og anerkendelsen af Christopher Nolans håndværksmæssige kunnen overstrømmende.
Det mest bemærkelsesværdige ved »The Odyssey« er imidlertid den måde, filmen håndterer sit forlæg, Homers epos »Odysseen«.
Historien er velkendt. Kongen af den græske ø Ithaka er draget i krig mod Troja i Lilleasien.
Ti år har krigen varet. Den sendte mangfoldige heltes sjæle til Hades og efterlod deres kroppe som rov for vilde hunde, som det hedder i »Iliaden«, det episke digt om den trojanske krig.
Den snu Odysseus afslutter krigen ved en krigslist. Det er den trojanske hest, som på skrømt efterlades som en gave til trojanerne.
Efter krigens afslutning vil Odysseus hjem. Men hans hjemfærd rammes af den ene ulykke efter den anden. Den tager ti år. Imens vansmægter Ithaka, hans dronning, Penelope, der må holde »snesevis« af friere på afstand, samt hans søn, Telemakos, som nu er ved at blive en mand.
Vejen hjem
Historien er vævet af mytestof. Hvad der måtte ligge af historisk kerne, ophøjes til en sandhed om livet og mennesket af universel karakter.
Det er også herfra, Nolans film henter sin kraft. Den lykkes, fordi det lykkes ham at genfortælle en myte, så den rammer vores tid.
Og fordi mytens sprog er det, hvori vi kan pakke mest betydning, er myten også det, som kan gøre ikke blot vores tid, men også vores liv forståeligt for os.
Matt Damon spiller Odysseus, mens Zendaya spiller Athena i »The Odyssey«. Foto: Melinda Sue Gordon/Universal Pictures
Det eksistentielle grundtema i Homers »Odysseen« er det, grækerne kaldte nostos: hjemkomsten og den længsel, der knytter sig til hjemmet.
Vi kender ordet fra det udskældte begreb nostalgi. I vores moderne verden opfatter vi nostalgikeren som den stillestående og bagudskuende.
Vores helt er den, der drager ud i det nye og det ukendte. Vestens moderne grundmyte handler om den stadige gentagelse af overskridelsen.
Dette er fremskridtsmyten.
»Odysseen« lærer os, at nostalgi ikke rimer på stilstand. Eventyrets drivkraft er ønsket om at vende hjem, genoprette det tabte og drive de ubudne gæster på porten.
»Iliaden« og dens bevægelse udad skildrer én side af menneskelivet; »Odysseen« og dens bevægelse hjem en anden.
En civilisations sammenbrud
Det er vanskeligt at komme hjem. Andre hjemkomstfortællinger i kølvandet på den trojanske krig vidner om, at intet er, som det var, når man først har forladt det. Den ene ulykke efter den anden overgår de græske helte.
Det er netop det, at vi ikke kan vende tilbage, som får det moderne menneske til at afskrive nostalgien. Den eneste vej frem er frem.
Men i »Odysseen« er der mening i bestræbelsen, alene fordi den vidner om, at vi er mennesker, der hører til et sted.
Christopher Nolan (i midten) med Matt Damon, der spiller »Odysseus«, og Anne Hathaway, som spiller »Penelope«, til premieren på »The Odyssey« i New York. Foto: Angela Weiss/AFP/Ritzau Scanpix
Hjemlængslen er i det mindste et vidnesbyrd om, at der et sted, et hjem at længes efter. Modsætningen til at være hjemme er at være ude. Og når man er ude, er man fremmed. Måske også for sig selv. Begge dele gælder for Odysseus.
Bemærkelsesværdigt nok fælder Nolan i sin filmatisering en hård dom, ikke over nostalgiens længsel hjem, men over overskridelsen.
Filmen handler om en civilisations sammenbrud. Da grækerne ødelagde Troja i et udslag af hævn, begær og herskertrang, ødelagde de samtidig de hellige love, der understøtter deres egen civilisation.
Bronzealderens græske verden står for fald. Århundreders middelalder vil følge. Sådan gik det også.
Verden, som vi kendte den, er fortid
Men dette er naturligvis ikke en historie om antikken, men en historie om os. Det er vores civilisation, som er på vej i graven. Nostalgien er ikke blot en eksistentiel positur, men en politisk.
Den retter sig mod den tid, hvor der var »paladser, handel og sprog«, som det hedder i filmen. Den retter sig kort sagt mod den tid, der opstod efter Murens fald i 1989.
Politologen Francis Fukuyamas verden ved historiens afslutning, globaliseringens, samhandlens og det internationale samkvems verden, da vi endnu var bundet sammen af regler og fornuft. Den verden er fortid.
Nolans radikale udsigelse er imidlertid, at kimen til undergangen allerede lå i denne fornuft. Det er jo Odysseus, der bringer verden til fald gennem sin krigslist. Ikke blot taber han sig selv, hele verden går til grunde, da han bryder Zeus’ lov og bedrager trojanerne med sin hest.
Han er i enhver henseende vildfaren. Netop derfor bliver hjemkomsten udtryk for den sandeste og højeste længsel.
Og dette dér er netop nu. Og Odysseus? Det er os.
Hjemkomstens gåde er vores at løse. På den måde er »Odysseen« en myte til vores tid.
Christian Egander Skov er ph.d., forfatter til bogen »Folkeligt skal alt nu være«, konsulent ved Tænketanken Prospekt og redaktør på Årsskriftet Critique
-
1 Reply
-
Tak for deling. Det giver anledning til eftertanke
🙂
Log in to reply.