• Nørreådalens levemiljø

  Hildegard. Dyden KONSEKVENS (Constantia) og Lasten INKONSEKVENS (Inconstantia)

  Posted by Peder on 2. september 2026 at 00:26

  Jeg har modtaget denne fine uddybning af Sara Topsøe-Jensen:

  Lasten: Inkonsekvens & Dyden: Konsekvens (standhaftighed).

  Inkonsekvens og konsekvens handler om noget dybere end blot at det at være “pålidelig” eller “upålidelig”. Det omhandler menneskets evne til at forblive dybt forbundet til det, der er evigt, sandt og livgivende. Selv når omstændigheder, følelser, ønsker og ydre pres er i konstant forandring.

  Inkonsekvens kan forstås som en manglende evne til at forblive rodfæstet. Hvor vi hele tiden bevæges fra den ene impuls til den anden af frygt, kedsomhed, omstændigheder eller ønsket om forandring. Det, der føles vigtigt i dag, kan være glemt i morgen.

  Problemet er ikke selve forandringen. Forandring er iboende i selve livet. Problemet er forandring, der ikke er forankret i en dyb indre stabilitet.

  Inkonsekvens viser sig som en form for indre fragmentering. Vi begynder igen og igen på ting uden nødvendigvis at gøre dem færdige. Vi forpligter os og trækker os derefter fra forpligtelsen. Vi kan lidenskabeligt omfavne en idé, for derefter at glemme den. Vi søger én retning og pludselig en anden.

  Sjælen bliver fragmenteret i denne evige omskiftelighed.

  Og der er en subtil tiltrækning i omskiftelighed selv. Konstant bevægelse kan føles som frihed. Man er ikke bundet af noget. Man kan altid ændre mening, retning eller identitet.

  Men Hildegards perspektiv antyder, at denne tilsyneladende frihed kan blive en anden form for fængsel. Vi bliver afhængige af det, der i øjeblikket har den stærkeste følelsesmæssige tiltrækningskraft. Faren er, at vi gradvist mister evnen til at skelne mellem dyb transformation og sjælelig vækst og ren tiltrækning eller fascinationen af det der blot er nyt.

  Inkonsekvens betyder derfor ikke blot at skifte mening. Det betyder at lade sig beherske af forandringen i stedet for bevidst at deltage i den.

  Konsekvens – dyden at stå fast

  Konsekvens repræsenterer den modsatte bevægelse. Konsekvens giver mennesket et indre ståsted. Den gør det muligt at blive ved med at være til stede, når entusiasmen forsvinder, når omstændighederne bliver vanskelige, når andre muligheder dukker op, eller når den oprindelige vision ikke længere fremkalder umiddelbar følelsesmæssig begejstring.

  Konsekvensen siger: “Jeg opgiver ikke det der er sandt, blot fordi jeg ikke længere føler mig inspireret af det.”

  Dette er en vigtig åndelig styrke at udvikle.

  Konsekvens – eller standhaftighed – er den indre evne til at forblive tro mod det, jeg dybest har erkendt som sandt og værdifuldt.

  Konsekvens betyder ikke rigiditet, stædighed eller en afvisning af forandring. Hvis vi forstår konsekvens som det ikke at forandre sig, misforstår vi dyden.

  Dette er vigtigt, fordi Hildegard selv har et usædvanligt dynamisk syn på livet. Hendes billede af viriditas er netop livets grønne vækst og stadig foranderlige vitalitet.

  Et menneske, der nægter al forandring, er derfor ikke nødvendigvis konsekvent i Hildegards betydning. Det menneske kan ganske enkelt være rigidt.

  Det giver os en nyttig skelnen:

  Inkonsekvens siger: “Jeg forandrer mig, fordi jeg lader mig trukket impulsivt og blindt i forskellige retninger.”

  Rigiditet siger: “Jeg nægter at forandre mig, fordi jeg er bange for at miste det, jeg har.”eller:

  “Jeg behøver ikke forandre mig, fordi jeg allerede er hel og fuldkommen.”

  Konsekvens siger: “Jeg er tilstrækkeligt rodfæstet til bevidst at lade livet forandre mig.”

  Forandringen i sig selv er altså ikke problemet, men et iboende aspekt af livet. Det egentlige spørgsmål er:

  Hvad forbliver konstant gennem forandringen?

  Lasten og dyden er derfor ikke blot modsætninger. De repræsenterer to forskellige måder at forholde sig til forandring på:

  • Inkonsekvens forandrer sig, fordi den er rodløs og ikke forankring i noget dybere.

  • Konsekvens forandrer sig, fordi den er forankret i og overgivet til selve livets evigt foranderlige natur.

  Inkonsekvensens og konsekvensens relevans i den postmoderne kultur

  Vi lever i en tid med næsten ubegrænsede valgmuligheder. Der er altid en anden mulighed.

  Et andet forhold. En anden spirituel praksis. Et andet projekt. Et andet sted.

  En stor del af den moderne kultur opmuntrer os til at følge vores umiddelbare følelser:

  Følg din lykke. Gør det, der føles rigtigt for dig. ”Follow your bliss”.

  Man kunne næsten sige, at den postmoderne kultur har gjort fleksibilitet til en af de store dyder.

  Vi får at vide: Vær åben over for forandring. Opfind dig selv på ny. Omfavn forandringen. Hold dine muligheder åbne. Tilpas dig nye teknologier. Tilpas dig nye omstændigheder. Tilpas dig forandrede relationer.

  Vi tænker umiddelbart at:

  Rigiditet = trældom

  Fleksibilitet = frihed

  Men der findes en anden mulighed.

  Fleksibilitet kan blive en trældom i forhold til aldrig at forpligte sig dybt til noget.

  Fleksibilitet kan selv blive en form for blindt slaveri.

  Evnen til at tilpasse sig kan være et tegn på intelligens og psykologisk modenhed.

  Men… hvis fleksibilitet bliver en grundlæggende værdi, kan der til sidst være intet tilbage, som vi tilpasser os fra. Og vi kan blive ekstremt gode til at forandre os uden at vide, hvad vi forandrer os i tjeneste for.

  Hvad sker der med sjælen, når dens tyngdepunkt hele tiden bevæger sig uden for den selv?

  Vi bliver som et kompas, der er placeret ved siden af en magnet: teknisk set stadig funktionsdygtigt, men hele tiden trukket væk fra vores egentlige retning.

   

  • This discussion was modified 3 weeks ago by  Peder.

  Peder replied 3 weeks, 1 day ago 1 Medlem · 0 Replies
• 0 Replies

Log In to Reply